Hvorfor kan kedsomhed ikke være sej?

"Jeg keder mig."

Hvis jeg satte en LEGO ned for hver gang jeg siger disse ord, havde jeg nu bygget verdens højeste tårn. Hvorfor kan kedsomhed ikke være fed?

Hvorfor ikke sige, "lad os gøre noget kedeligt i dag."

Eller "hej, hvad med at vi slutter os til den kedelige klasse?"

Vores hjerter vil kun springe fra en spændende ting til en anden. Sådan får vi suset; dele alle de spændende billeder af at lave noget ’sejt’.

Vi deler aldrig de kedelige ting, fordi ingen er interesseret, det er ikke glamourøst, det gør ikke nogen misundelige, det får ikke nogen likes.

Opvasken giver mig ikke travlt, det er almindeligt kedeligt.

Når jeg laver kedelige ting, smider min hjerne kun livsspørgsmål ind i mit live feed.

"Hvad laver jeg?"

"Er dette det eneste formål med mit liv?"

"Åh, alle ændrer verden og se på mig."

Men her er hvad jeg laver.

Jeg lærer at falde til ro.

Det, der er kedeligt for mig, er ikke for min fireårige.

Hun glæder sig til at tømme den opvaskemaskine. Jeg er glad, for det må lære hende en lektion uden at jeg siger et ord. Hun kommer til at tælle skeerne, gætte formerne og dele sine vanvittige drømme, som hun havde i går aftes.

Og vi lytter.

Faderen har taget en pause fra sin bærbare computer og tømmer vasken, da han hører hendes historier om ulven i hendes drømme, der ikke ville dele hans farveblyanter.

Og jeg er stoppet med at analysere kedsomhed.

Kedsomhed er uundgåelig.

Det er essentielt.

Kedsomhed vil ikke være 'sej'.

Det vil have dig til at gøre ting, som du synes er seje. Og nu hvor jeg er færdig med de kedelige ting, vil mit hjerte automatisk lede efter noget, der vil begejstre mig.

Sidder ved vinduet, dagdrømmer, nipper til min varme masala -te, mens hun laver et farverigt rod med lidt fingermaling.

Eller bare gå ned til flodbredden for at se bådene komme videre med livet.

Eller lære en ny færdighed, keramik måske?

Jeg ønsker dig masser af kedsomhed, for kedsomhed får alt andet til at se spændende ud.