Hvordan jeg fortalte mine børn, at jeg havde brystkræft

Foto: Grancer

Jeg er ikke ligefrem en ‘barn’ person.

Ja, jeg har tre børn.

Her er det, jeg mener: Jeg var aldrig den 13 -årige, der var desperat efter at være børnepasning, eller som ville være lejrrådgiver.

Måske er det fordi jeg var det yngste barn/fætter på den side af familien, der boede i nærheden. Ved enhver familiebegivenhed sad jeg fast og steg til niveauet for dem omkring mig. Ingen babede mig. Jeg blev altid talt til som en af ​​de voksne.

Min eneste søskende er 8 år ældre end mig, så da jeg var 7, forsøgte jeg at være ligesom min ældre, sejere søster, der var lytte til INXS og iført kæmpe øreringe, der krævede hende til at få sy øreringe huller syet igen af ​​virkningerne af tyngdekraft. Jeg ville være i gymnasiet, da jeg gik i 4. klasse.

Jeg har altid vidst, at jeg ville elske mine egne børn. Jeg har aldrig rigtig følt mig tvunget til at hænge ud med andres børn.

Jeg taler til mine børn som voksne. Dette kan ødelægge dem eller gøre dem ekstra seje, TBD. Jeg er langt mere tilbøjelig til at reagere på dårlig opførsel med en, ’fyr! få styr på det! ’end‘ skat, mor har brug for, at du er en bedre dreng/pige. ’Vi har aldrig lyttet til Raffi. Vi lytter til Drake.

Da vi fortalte de 2 ældre børn (dengang 5 & 7), at jeg havde kræft, gjorde vi det på en meget faktisk måde. Ingen følelser. Vi fortalte dem, hvad vi syntes, de havde brug for at vide, og bad dem om at fortælle os, hvad de hørte. Vi åbnede derefter ordet for spørgsmål og fik kun to.

1. Kommer du til at dø? Ingen

2. Bliver du grøn? Ja

Langs denne rumodyssey fortæller vi dem tingene på grundlag af et behov for at vide. Jeg flyttede ud af huset i 2 uger efter mastektomi og flyttede også ud i 6 dage efter hver kemo, så vi kunne spare dem for mange af disse detaljer.

Vi har forsøgt at holde min kræft så ikke skræmmende som muligt. I mange tilfælde var vi endda i stand til at gøre det sjovt, hvilket er en stor bedrift. De havde en sommer med ekstra playdates, en fantastisk lejroplevelse og masser af positiv opmærksomhed.

Da skolen startede, trak jeg begge deres lærere (1. og 2. klasse) til side og spurgte, om de ville have mig til at forklare noget for de andre forældre i klassen. Mine børn taler om min kræft hele tiden. Ikke fordi de er sure eller bange, men fordi det er deres virkelighed. Deres mor er syg, deres mor sover, deres mor har afløb, mor er skaldet.

Jeg var meget nervøs for, at mine børn ville fortælle deres nye små venner om deres mors kræft, og det ville de børn til gengæld også komme hjem og sige til deres intetanende forældre, ’hvad er kræft?’ Det virkede som mit ansvar at tage det afsted ved passet.

Ingen af ​​lærerne syntes, at det var nødvendigt, hvilket slags overraskede mig. Jeg har hørt små ting fra forældre, hvis børn har kommenteret mit udseende, men så vidt jeg ved, har ingen været nødt til at forklare kræft til en 6 -årig gudskelov.

Da jeg har små børn, er jeg i kontakt med andre små børn hele tiden. I lang tid har jeg altid sørget for at have mit hoved dækket for ikke at skræmme dem, men inden for de sidste par uger har jiggen været oppe på den front. Jeg elsker faktisk at se disse små mennesker se mit skaldede hoved og tage et par sekunder at registrere, hvad der foregår. Det er den samme barndommens undren, absolut aldrig nogen dom.

Meget få kommenterer mig faktisk, men et par har. Det er normalt noget i stil med, 'hvor er dit hår?', Som jeg svarer noget uklart som 'jeg har bare ikke noget lige nu, men det vil vokse tilbage. ’De stirrer altid et minut længere end normalt, men går derefter tilbage til bedre ting som at spille superhelt eller hoppe på en trampolin.

Jeg hader meget, at jeg er en gående, potentiel livssamtale, men hvad kan jeg gøre? Jeg kan kun håbe, at hvis disse børn kommer hjem til deres forældre og spørger, hvorfor Lucas mor er skaldet, eller hvad kræft er, at det skaber mulighed for en sund samtale, men jeg ved, at ikke alle er klar til at bryde nyhederne om The Big C til deres 1. grader.

Mine børn vil have det bedre med at gå igennem brystkræft sammen med mig. De vil være klogere, bedre justeret og vil vide meget om 'boob balloner', som skulle klare sig godt for dem i mellemskolen.

Det, jeg håber, de ved mere end noget andet, er, at deres mor er et DYR, der så kræft i øjnene og fortalte det til FORK OFF.